Retningslinjer
Der er en række retningslinjer, som du skal overholde under dit ophold på St. Dannesbo.
Opbevaring af personlige ejendele
St. Dannesbo har som udgangspunkt ikke mulighed for at opbevare dine ting, når du flytter fra St. Dannesbo, men i særlige tilfælde kan der laves en aftale om at opbevare dine ting i op til otte uger på et aflåst depot. Efter de otte uger bliver tingene bortskaffet.
Brandsikkerhed
Af hensyn til din, øvrige beboere og personalets sikkerhed er det ikke tilladt at medbringe større inventar på værelset eller i de fælles opholdsrum. Det er ligeledes ikke tilladt at blokere branddøre. Det er ikke tilladt at tænde levende lys på matriklen eller opbevare brandfarlige væsker som eksempelvis husholdningssprit, salmiakspiritus, tændvæske, lampeolie, renset benzin m.fl.
Løbende oprydning og rengøring
Du er selv ansvarlig for løbende oprydning og rengøring af dit værelse. Der skal opretholdes en vis rengøringsstandard, så der kan være tilfælde, hvor personalet påtaler eventuel manglende oprydning/rengøring, og beder om at det bliver bragt i orden.
Rengøringsrunde og værelsessyn
Personalet sørger dagligt for at tjekke værelser og fællesarealerne. Her følger personalet op på, at dit værelse er tilstrækkeligt rengjort, og at inventar samt vægge, loft og gulv er i ordentlig stand. Ved påtale af manglende oprydning/rengøring, vil du blive bedt om at rette op på dette. Hvis du har påført skader på værelset, vil personalet sørge for at skaderne bliver udbedret. Du vil ved førstkommende udbetaling blive trukket for omkostningerne til reparationen. Det samme gør sig gældende ed hærværk eller materielle skader på øvrige bygningsdele og inventar.
Besøg/gæster
Vi har forståelse for, at du ønsker at få gæster. Der er mulighed for at have gæster på besøg, hvis:
- Personalet er orienteret og har godkendt besøget. Personalet kan til enhver tid bede gæsten om at forlade St. Dannesbo.
- Gæsten er over 18 år og ikke medbringer dyr.
- Gæsten er informeret og indforstået med reglerne på St. Dannesbo.
- Gæsten ikke er hjemløs.
- Skal din gæst spise med, så skal gæsten selv betale for maden i kantinen via MobilePay.
OBS.: Det er ikke tilladt at have besøg af børn (under 18 år) på St. Dannesbo.
Parkering af bil/gæster bil
Hvis du medbringer egen bil, eller får gæster der kommer i bil, skal I parkere ved den store parkeringsplads ved folden bag Bostedet Dannesbo. Er du i tvivl, så tag fat i personalet.
Transport
Du betaler selv for alle former for transport til og fra St. Dannesbo. Vi kan som udgangspunkt ikke give udlæg til busbillet.
Ro mellem kl. 22.00 og kl. 07.00
Der skal være ro imellem kl. 22.00 og kl. 07.00 af hensyn til beboere som skal have ro til at sove. I dette tidsrum er det derfor ikke tilladt at høre høj musik snakke/råbe højt og rende ind og ud ad døre og på gangene.
Ude af huset
Husk at give personalet besked, når du er ude af huset i længere tid. Reglerne på St. Dannesbo foreskriver, at du maksimalt må være væk i tre døgn. Herefter skal personalet foretage en udskrivning, der der kan være andre, som har behov for pladsen.
Adfærd
På St. Dannesbo gælder den danske lovgivning:
- Truende og/eller voldelig adfærd, mobning, chikane og krænkelser mod andre beboere eller personalet accepteres ikke.
- Det er ikke tilladt at medbring og opbevare våben (knive, pistoler, slagvåben m.fl.) eller våbenlignende genstande. Våben vil blive konfiskeret og destrueret af politiet. Personalet vurderer ud fra den konkrete situation, hvad der kan defineres som våben/våbenlignende genstand. Er der tale om våben, som er omfattet af våbenloven, bliver politiet kontaktet.
- Det er ikke tilladt at forhandle narkotiske stoffer.
- Det er ikke tilladt at opbevare eller sælge stjålne genstande.
- Vi ønsker, at alle husker dem gode omgangstone og respekten for hinanden. Manglende samarbejde kan i sidste ende medføre en bortvisning.
- Vi ønsker, at du husker at vise hensyn til og have respekt for vores nærmiljø - herunder vores naboer i omkringliggende huse.
En uhensigtsmæssig adfærd kan medføre en bortvisning og en politianmeldelse.
Rygepolitik/alkoholpolitik
Rygning er tilladt på eget værelse og udenfor. Vi vil dog bede dig vise hensyn og ikke ryge lige ved indgangene, men trække lidt væk fra dørene. Af hensyn til trivslen og andre beboere er det kun tilladt at indtage rusmidler på eget værelse, og kun når du er alene - ikke i selskab med andre - og kun hvis det ikke medfører en uhensigtsmæssig adfærd, der er til gene for andre.