Spring til indhold
Luk

Pædagogisk praksis


Målformulering.

Det overordnede mål bør altid være, at der arbejdes på egen og eller alternative boliger, samtidig kan der motivers til én eller anden form for behandling, uden at det behøver at fremstå som et krav. Formålet er ikke en stoffri tilværelse, men en tilgang til det gode liv, at lære at leve med et misbrug - for vedkommende selv - på en acceptabel måde.

Det er en langsommelig proces, men en vigtig faktor i motivationsarbejdet, hvis brugerne skal lære at skabe sig en så meningsfyldt hverdag som muligt.

Ud fra ovennævnte er der nogle delmål, der i samarbejde med brugerne skal afdækkes. Med det menes den samlede situation omkring den enkelte bruger. Herunder den enkeltes misbrug, skolegang, job/uddannelse og tidligere boligforhold samt deres fremtidsplaner og visioner. Det betyder at der i samarbejde med den enkelte bruger udarbejdes en individuel handleplan, hvor del- og hovedmål er beskrevet. Dette for at få det bedste ud af samarbejdet med henblik på, at skabe så optimale betingelser for brugerne, hvor de er med til at afdække egen ressourceprofil.


Visioner.

At sætte brugerne i fokus for al aktivitet, med sigt for øje, at de bliver selvhjulpne og ansvarlige for egne handlinger, for dermed at få en større selvforståelse.

Succeskriteriet bør altid være baseret på brugernes eget ønske og ansvar for, at opnå en ændring i tilværelsen og hermed oplevet livskvalitet.


Værdigrundlag.

Boafdelingernes værdigrundlag er baseret på, at det må være fælles for både brugere og personale, idet det kan skabe forskellige signalværdier, at have to at forholde sig til.

Essensen i værdigrundlaget er tryghed, tillid og empati og at;

  • vi respekterer hinanden i et lige værdigt samspil, hvor alle har en oprigtig følelse af at blive accepteret og forstået,
  • vi vægter en åben og ærlig dialog, hvor vi behandler hinanden anstændigt, i respekt for forskelligheden

Praksisfortællinger fra St. Dannesbo

Udflytning af Benny.

Benny er en mand på 60 år, som har været bosat på St. Dannesbo i 1½ år. Efter ægtefælles død eskalerer Bennys alkoholmisbrug voldsomt, og efter kort tid kommer han på forsorgshjem, da han ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv. Nu, efter 1½ år ophold, har Benny fået tildelt en ældrevenlig lejlighed i et rigtig godt kvarter og står overfor en udflytning. Benny giver udtryk for, at han er meget glad for dette. På udflytningsdagen er Benny dog så beruset, at det ikke er muligt at lave en udflytning, hvorfor en praktikant tager ud til lejligheden for at tage imod flyttefirmaet og alle de ting som Benny har fået opmagasineret. Opgaven med udflytningen overlades til det personale, der møder ind dagen efter.

Per og Pia møder ind og får beskeden om, at de i dag skal udflytte Benny. De kender begge Benny, men har ikke en tæt relation med ham, da begge er nyansatte. De beslutter sig for at tage kontakt med Benny meget tidligt på dagen, for at forebygge at han drikker sig fuld, inden de kommer i gang. Benny er ikke meget for at skulle op og foreslår, at de starter efter middag. Pia sætter sig stille og forklarer Benny, at det er vigtigt, at de sammen har godt med tid i den nye lejlighed, så de sammen kan få tingene på plads. Benny lover at stå op og gå i bad.

En time senere går Per og Pia igen på værelset, hvor Benny stadig sover. De laver ny aftale om, at han står op og gør sig klar. Benny lover igen dette, men er ikke meget for det. Per og Pia aftaler en ny strategi, som går ud på, at Benny bare skal med i lejligheden et par timer og derefter får lov at komme med tilbage på St. Dannesbo igen. De snakker med Benny om, at han ikke bliver udflyttet før han selv er klar, og at hans værelse ikke bliver pakket sammen endnu. Dette beroliger Benny, og han står op og gør sig hurtig klar.

På vej til lejligheden stopper vi ved Netto og køber juice. Benny vil også gerne lige på tanken, og da de ved han har brug for en morgen øl, lader de ham går derover alene og drikke hans øl ubemærket.

Da de ankommer til lejligheden viser det sig, at flyttelæsset fylder hele lejligheden og består af det fælles hjem Benny har delt med hans kone. Bl.a. er alt kones tøj der stadig. Tingene har derudover været udsat for et massivt museangreb og meget er ødelagte. Opgaven er derfor pludselig udvidet til også at omfatte meget omsorg og hensyntagen i forhold til de følelser, der rammer Benny, når han igen står med hans kones ting imellem hænderne. Følelser han har drukket væk de sidste års tid. Benny ønsker at forlade lejligheden igen med det sammen, men da Benny ikke kan blive på Forsorgshjemmet meget længere og skal etableres, fastholder Per og Pia at de sammen går i gang med at sortere tingene og stille og roligt får noget på plads. Det er et kæmpe arbejde, og Benny får lov at være med på sidelinjen og en gang imellem forsvinde helt. Han går 3 gange til købmanden for at købe en enkelt øl, dog uden overhoved at blive beruset.

Det er hårdt for Benny, at de fleste ting er ødelagt, så Per og Pia får sorteret 2 kasser med tøj og sko fra, som kan gives til velgørenhed. Det virker til at give Benny ro.

Da tiden er ved at være gået, vil Benny gerne vise hans taknemmelighed for hjælpen ved at købe cigaretter til Per og Pia. Personalet må ikke modtage gaver fra beboerne, men det betyder noget for Benny at kunne sige tak, så han går igen til købmanden og køber denne gang sodavand til alle.

Benny tager også, på opfordring, selv ansvar for at ringe til flyttefirmaet og klage over tingenes tilstand og aftaler et møde med en taksator. Benny tilbydes en bisidder til dette møde, og det vil han gerne have.

Det har været en hård dag.


Nyttigt at vide

Menneske-, lærings- og udviklingssyn i relation til konkrete didaktiske og metodiske overvejelser.

I det positive menneskesyn ser vi det enkelte menneske som et unikt individ med en indre positiv kerne. Ondskaben og det destruktive ser vi som et produkt af det samspil det enkelte menneske har oplevet med omverdenen. Når det destruktive er et produkt af samspillet, kan det også ændres gennem interaktionen mellem motivationsarbejder og misbruger. I motivationsarbejdet finder vi ingen håbløse tilfælde, for mennesker bærer i sig den positive kerne, som muliggør forandring.

Essensen i vores værdigrundlag er tryghed, tillid og empati.

Vi respekterer hinanden i et ligeværdigt samspil, hvor alle har en oprigtig følelse af at blive accepteret og forstået. Og vi vægter en åben og ærlig dialog, hvor vi behandler hinanden anstændigt i respekt for forskelligheden.

 


Brugeres livsbetingelser og trivsel i relation til kulturelle, institutionelle og samfundsmæssige vilkår.

Et af vores pædagogiske dilemmaer er, at der lovgivningsmæssigt ikke længere er mulighed for længerevarende ophold. Hovedmålet bliver at etablere borgeren i egen bolig, selvom borgeren til tider ikke er klar. Ensomheden udenfor institutionen virker skræmmende og borgeren oplever sig hjemløs i egen bolig. Derfor er kvaliteten af udflytningen fra St. Dannesbo af stor vigtighed og et område, vi bruger mange ressourcer på.

 


Inklusion og eksklusion.

I kontakten med mennesker som føler sig ekskluderet af det etablerede samfund er opgaven ikke at normalisere brugerne. Derimod er det vigtigt at forebygge yderligere eksklusion, samt at motivere brugerne til at gøre brug af eksisterende tilbud i det omkringliggende samfund. Vi fokuserer meget på netværksskabende aktiviteter.


Omsorg, magt og relationsdannelse.

Vi ser en ligeværdig relation med gensidig respekt danne grobund for et godt motivationsarbejde. Derfor bliver relationen meget vigtig, men kræver tålmodighed og påholdenhed at etablere. Omsorgsarbejdet fylder meget i vores hverdag og foregår i samarbejde med omsorgsafdelingen. Konsekvenserne for overtrædelse af stedets regler opleves ofte af brugerne, som brug af magt fra personalets side. Derfor må vi hele tiden være meget opmærksomme på, hvordan vi forvalter dette.

 


Opsøgende arbejde og interventionsformer.

Den fælles teoretiske indgangsvinkel til det pædagogiske arbejde er Per Revsteds motivationsarbejde og systemisk teori. Som motivationsarbejder udfører man konstant opsøgende arbejde i forhold til vores latent motiverede beboer. Dvs. beboere som ikke selv er i stand til at mærke motivationen. En del af udfordringen ligger i at besvare kontakt rebusser, her forstået som udadreagerende adfærd, hvor beboeren spørger: Kan du holde til mig når jeg er sådan her, - på en anerkendende og autentisk måde.

 


Aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for brugergruppen.

Vi tilbyder aktivering, både for beboere på stedet og for udeboende. Aktiveringen tilbydes indenfor savværk, gartneri, landbrug, montage, rengøring og køkkenarbejde. Fritidsaktiviteter tilbydes inden for det omfang, det er muligt. Eksempelvis fisketure, fodboldtræning og kanoture.

 


Brugerinddragelse og rettigheder

På St. Dannesbo har vi et demokratisk valgt beboerråd, hvis opgave er at varetage beboernes almene interesser.

I samarbejdet omkring individuelle opholdsplaner arbejder vi med medbestemmelse og medansvar for at højne beboernes selvrespekt. Succeskriteriet bør altid være baseret på brugerens eget ønske og ansvar for, at opnå en ændring i tilværelsen og dermed opleve livskvalitet.

 

 


Misbrug og psykiske lidelser

Undersøgelser viser at op mod 85% af beboerne på landets forsorgshjem har en psykiatrisk problemstilling. De fleste er dog ikke diagnoserede, da misbruget besværliggør denne proces. Som pædagoger skal vi dog først og fremmest have et indgående kendskab til udviklings- og misbrugsproblematikkerne, samt kunne bevare den anerkendende tilgang til den enkelte. Vi fokuserer på det vi er gode til, nemlig pædagogikken og overlade behandlingsarbejdet til andre faggrupper.


Truede familier, sorg og krise.

Mange starter deres sociale deroute ved en livskrise, såsom skilsmisse eller tab af et nært familiemedlem. Derfor er krise- og sorgarbejde en væsentlig del af vores pædagogiske arbejde, da mange aldrig har fået bearbejdet hændelsen. Samtaleteknikker og relationsarbejde er nøgleord i hverdagen. Vi er opmærksomme på, at manglende sociale kompetencer som resultat af en opvækst i meget ressourcesvage hjem er et af vores beboeres store problemer. Gennem projekter og individuelle tiltag arbejder vi på at træne denne kompetence, velvidende at det er en meget lang proces.